Find vej: Forside » Artikler » Solcelleanlæg kan ødelægge taget

Solcelleanlæg kan ødelægge taget

Lagt på el-installationen.dk den 19-05-2012 af Thomas

I dag skal man ikke være specielt uddannet for at opsætte et solcelleanlæg. Derfor er det heller ikke alle håndværkere, der har styr på, om tagkonstruktionen kan bære de ekstra kilo, som et solcelleanlæg vejer

Et solcelleanlæg er en rigtig god investering. Ikke kun for din egen økonomi, men også for miljøregnskabet. For kun et år siden havde vi i Danmark omkring 1000 godkendte solcelleanlæg, i dag godkendes 1.000 nye anlæg om måneden.

Men desværre forholder alt for få sig til, om bygningen kan holde til de tunge anlæg; et typisk solcelleanlæg til et ét-familieshus vejer omkring 500 kg. Derfor er det uhyre vigtigt, at forbrugeren vælger en montør, der har forstand på både solcelleanlæg og tagkonstruktioner og -bæreevne.

- I bund og grund er tagkonstruktioner kun dimensioneret til at bære en tagbelægning. Sætter man uden videre et tungt solcelleanlæg op på et tag, som ikke har styrken til at bære anlægget, risikerer man nedbøjning af taget og andre sætningsskader på konstruktionen, siger Niels Heidtmann, der er bestyrelsesmedlem i VE-Byg, der er en interessegruppe i Dansk Byggeri.

Der stilles i dag ikke uddannelseskrav til de folk, der monterer solcelleanlæggene. Meget ofte bliver anlæggene monteret af VVSere, elektrikere eller udenlandske håndværkere uden tilstrækkeligt kendskab til tagkonstruktioner.

- Foruden manglende beregning af tagets styrke og dermed nødvendig forstærkning af tagkonstruktionen, ser vi også gennembrudte undertage, montering direkte på eternitplader eller tegl og forkert inddækning. Det giver fugtskader, revner i tagpladerne og manglende garantidækning for taget, fordi arbejdet er forkert udført, siger Niels Heidtmann og tilføjer, at huse uden dokumentation for ordentligt udført arbejde kan blive svære at sælge.

Energistyrelsen arbejder på at formulere krav til en certificeringsordning for montører af vedvarende energianlæg, herunder solcelleanlæg. Indtil den bliver godkendt, kræver det kun autorisation at slutte solcelleanlægget til husets installation, ikke til at montere anlægget.

Kontakt:
Niels Heidtmann, bestyrelsesmedlem VE-Byg, R&D director hos Nordic Energy Group, telefon 50 77 04 52
Joan Jensen, journalist, Dansk Byggeri, telefon 72 16 02 74